PDI i familiebehandling

I arbejdet med sårbare familier, der er præget af komplekse og mangesidede problematikker, kan det som fagperson være en udfordring at få et overblik over hvilken hjælp familien har brug for, og hvordan den bedst kan iværksættes. Særligt kan det være en vanskelig opgave at få skabt en fælles forståelse med forældrene om målet med behandlingen og hvilke forhold i deres forældreskab, som er væsentlige at have fokus på at udvikle.

For at understøtte dette arbejde, har Refleksivt Forum, i samarbejde med Arietta Slade fra Yale University og Michelle Sleed fra Anna Freud Centre, udviklet en metode til at anvende det semistruktureret forældreinterview PDI (Parent Development Interview) som en del af en familiebehandlingsindsats.

Formålet med at anvende et semistruktureret interview i et familiebehandlingsforløb, er et ønske om at kunne bidrage til:

  1. At behandlerne får et tydeligere billede af de områder i forældreskabet, hvor forældrene er udfordret og har brug for hjælp til at udvikle deres forældreskab.
  2. At forældrene få vist hvilke mentaliseringsressourcer de har til rådighed, således at indsatsen kan tilrettelægges indenfor deres nærmeste udviklingszone.
  3. At behandlerne og forældrene igennem processen får en fælles forståelse af udfordringerne og ressourcerne, og derved de terapeutiske mål med arbejdet.
  4. At udformningen af de terapeutiske mål kan virke allianceopbyggende og være med til at fremme de professionelles mentaliserende holdning, i deres arbejde med familien.

Metoden har gennem det sidste år været afprøvet i Høje Taastrup kommunes familieindsats FamilieSporet, hvor man har haft stor glæde af at bruge interviewet og den beskrevne metode til at analysere og opstille fælles mål med familien i en feedbacksamtale. Tilbagemeldingen fra behandlerne viser at mange igennem anvendelsen og analysen af interviewet har egentlige aha-oplevelser som afføder indsigter, der ændrer og præciserer deres hidtidige blik på forældrenes evne til at mentalisere deres børn. Familiebehandlerne peger desuden på at selve interviewsamtalen med forældrene, opleves som en frugtbar terapeutisk intervention i sig selv. Endelig er erfaringen at processen opleves at bidrage positivt til relationsdannelse og -udvikling, særligt kan en god feedbacksamtale bidrage til at tegne en mere sammenhæng og meningsfuld fortælling om familiens forhold og forælderens livshistorie.

Hvis du er interesseret i at høre mere om metoden er du velkommen til at kontakte Anne eller Jeppe. Du kan også se hvornår der udbydes kursus i metoden.